Pædagoger til Lyngholmskolen
Pædagoger til Lyngholmskolen
- Kunne du tænke dig at arbejde på en skole med en stærk pædagogisk profil?
- Møde kolleger der brænder for at give alle børn den bedste start i skolelivet?
- Har du lyst til at lege?
-Så bør du absolut søge denne stilling
Vi søger en pædagog på 37 timer og en pædagog til et barselsvikariat på 37 timer. Begge stillinger ønskes besat pr. 1. august 2026.
Om os og jobbet:
Som pædagog på Lyngholmskolen er du tilknyttet indskolingen. Vores FFO er om eftermiddagen opdelt i Bakkehuset for 0.-1. klasse og Lærkehuset for 2.-3. klasse.
Vi har vores egne fysiske rammer og et dejligt udeområde lige ved døren, med mange muligheder for aktiv udfoldelse. Vi vægter at der i børnenes læringsmiljø skal være plads til leg, fordybelse, eksperimenter og masser af bevægelse. Samtidig skal vi sikre os at børnene fortsat stimuleres med faglige og sociale kompetencer.
Skal vi lege?
På Lyngholmskolen har vi et stort fokus på legende og eksperimenterende tilgange til læring og kreative og motiverende læringsprocesser.
Vi har de seneste tre år været en del af skoleudviklingsprogrammet ”Play@Heart” under Playful Learning, der er finansieret af LEGO-fonden. I de kommende to og et halvt år er vi en del af et nyt Playful Learning-projekt, ”Jeg vil gerne være med”, hvor vi fortsat skal fordybe os i legens potentialer for læring og deltagelsesmuligheder for alle børn; både i de store og de mindre skolefællesskaber.
Indskolingen er børnenes første møde med skolelivet og det er altafgørende, at vi får givet dem en tryg og inspirerende skolestart. De skal opleve at få mod og tro på egne evner og det er vores opgave at skabe stærke børnefællesskaber, hvor alle børn kan opleve sig set, hørt og forstået. Forældrene er vores vigtigste samarbejdspartnere og her vægter vi tillid og åbenhed som grundsten i et godt forældresamarbejde.
Vi arbejder tæt sammen med vores kolleger i skoledelen og ser opgaven omkring vores børn, som en fælles og helhedsorienteret indsats. Vi vægter udvikling, samarbejde og godt humør. Du vil indgå i både FFO-team og skole-team, som alle har ambitioner på børnenes vegne.
Vi søger pædagoger som:
- Brænder for at lege og udføre pædagogiske aktiviteter med børns interesser for øje.
- Er tydelige, omsorgsfulde og dygtige klasserumsledere
- Kan arbejde både selvstændigt og i tæt samarbejde med andre
- Har et ressourcesyn på vores familier og er aktiv i forældresamarbejdet
- Har blik for praktiske opgaver, der også skal løses
I kan forvente:
- Engagerede kolleger
- En travl og alsidig hverdag
- Humoristisk personalegruppe med plads til forskelligheder
- Åbenhed og tillid
- Faglige ambitioner
Stillingerne er som udgangspunkt på 37 timer med en arbejdstid, der senest går til kl. 16:45 mandag-torsdag og til kl. 16:15 fredag. Man kommer ikke til at arbejde alle eftermiddage til lukketid på FFO’en, da der også er timer i skoletiden. Hvis der er særlige ønsker til et skema, forsøger vi at være imødekommende.
Løn- og ansættelsesforhold sker efter gældende overenskomst og ud fra principperne i Ny Løn. Tiltrædelse er 1. august 2026, men vi kan dog være fleksible i forhold til opstartsdato, hvis vi har fundet de rigtige kandidater.
Hvis I har spørgsmål, er I meget velkomne til at kontakte afdelingsleder for FFO'en Anne Kristine Kajberg Riis på telefon 72165870 eller mail akr14@furesoe.dk
Ansøgningsfristen er torsdag den 19. juni kl. 12.00
Vi afholder ansættelsessamtaler tirsdag d. 23. juni fra kl. 13:00 – 17.00.
Venlig hilsen
Alle os fra Lyngholm
Praktisk
Der indhentes referencer fra tidligere ansættelsesforhold, hvis du kommer i betragtning til stillingen.
I Furesø Kommune sker løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og ud fra principperne i Ny Løn.
Job i Furesø? Kom og vær med!
I Furesø skaber vi løsninger sammen. Med kolleger på tværs af organisationen. Med brugere og borgere – ja med alle, vi er kommune for.
Fællesskaberne er vores svar på de udfordringer, vores velfærdssamfund står foran i de kommende år, hvor flere får brug for velfærdsydelser og over længere tid. Og hvor nye ideer derfor skal forny den service, vi yder.
Derfor giver vi plads til mødet mellem fagene og mellem mennesker, for det er her, innovationen opstår. Vi koordinerer med hinanden på tværs af titler og fagligheder, og vi holder godt styr på den daglige drift for at skabe sammenhæng for vores borgere. Vores hverdag har fokus på nærvær fremfor fravær på en sund arbejdsplads med røgfri arbejdstid. Så kom og vær med. Vi har også plads til dig.