Center for Beskæftigelse, Forebyggelse og Sociale indsatser søger en områdeleder til beskæftigelsesområdet.
Furesø Kommune ligger naturskønt i Nordsjælland med en demografisk bredt sammensat befolkningsgruppe. Kommunen er et resultat af en sammenlægning mellem Farum og Værløse ved strukturreformen. Der er således to byområder i kommunen; Farum og Værløse.
Kommunens organisering er centeropdelt med direktører og centerchefer.
Center for Beskæftigelse, Forebyggelse og Sociale indsatser har netop ansat en ny centerchef. Herudover har vi 4 områder (Børneområdet, Voksenområdet og Beskæftigelse) og et sekretariat.
Den nye områdeleder for beskæftigelsesområdet bliver leder for 5 afdelingsledere, 4 koordinatorer og 65 medarbejdere fordelt på beskæftigelses- og sprogcenterområdet.
Beskæftigelsesreformen i Furesø Kommune
Den nye beskæftigelsesreform har et klart mål: Flere borgere skal i arbejde – hurtigere og mere målrettet. Reformen introducerer nye målgrupper og stiller krav om en styrket virksomhedsrettet indsats med fokus på jobformidling og en hurtigere vej til arbejdsmarkedet.
I Furesø Kommune har politikerne besluttet at organisere indsatsen ud fra reformens intentioner. De borgere som er tættest på arbejdsmarkedet, får en klubbaseret indsats, hvor de fremmøder ugentligt og de borgere som er på kanten af arbejdsmarkedet, modtager 1-1 støtte, indtil de enten er tilbage i job eller kan deltage i klubforløb.
Det betyder, at hovedparten af vores medarbejdere har en funktion som jobformidler, hvor myndighed og udfører samles i én funktion. Jobformidlerne arbejder i målgrupperne: Jobsøgningsindsats, Jobhjælpsindsats og sygedagpengeindsats. Derudover har vi et team som løfter opgaver indenfor administration, rådighed og ydelser.
Vi tror på, at arbejde skaber værdi – ikke kun økonomisk, men også menneskeligt. Derfor er det vores ambition, at alle borgere, der kan, skal hjælpes i arbejde. Et job kan være afgørende for både livskvalitet, selvværd og stabilitet – ikke kun for den enkelte, men også for familien og omgivelserne.
Denne tilgang kræver faglig udvikling, tæt samarbejde og en stærk kultur, hvor vi tror på borgerne. Til gengæld giver det os muligheden for at gøre en konkret og positiv forskel – hver dag.
Furesø Sprogcenter
Sprogcentret er forankret under Jobcentret og er et lille, dedikeret sprogcenter med en stor passion for at hjælpe udlændinge med at finde sig til rette i Danmark – både sprogligt og kulturelt. De 250 kursisterne kommer fra Furesø Kommune og mange andre steder.
Sprogcentret består af et team på 15 dygtige og erfarne undervisere og en afdelingsleder.
De tilbyder danskundervisning på alle niveauer med mulighed for at tage prøve i Dansk 1, 2 og 3, Indfødsretsprøven og Medborgerskabsprøven. De tilbyder også målrettet undervisning i forbindelse med virksomhedspraktik samt FVU-start og FVU-dansk.
Systematisk arbejde for at forbedre arbejdsmiljøet – behov for ledelsesmæssig fokus
Vi står i en situation, hvor arbejdsmiljøet har været under pres. I forbindelse med en større forandringsproces har flere medarbejdere oplevet, at de ikke i tilstrækkelig grad er blevet inddraget eller informeret løbende. Det har skabt utryghed, og vi har desværre også måttet sige farvel til dygtige kolleger undervejs. Vi er nu i gang med at genetablere tillid, arbejdsglæde og fællesskab – og vi leder efter en person, der med tydelighed, dialog og nærvær kan bidrage til at vende udviklingen og på den ene side kan skabe et mere bæredygtigt og inddragende arbejdsmiljø, samtidig med at der er fokus på at vi efterlever reformens mål om at flere ledige kommer i job – hurtigere og mere målrettet.
Er du den nye områdeleder?
Som du har kunne læse indtil nu, har vi brug for en områdeleder, der har indgående faglig indsigt i beskæftigelsesområdet og vil kunne skabe mening ned i den valgte model og troen på at sammenlægningen af myndighed og indsats er vejen frem.
Du har lyst til og gerne erfaring med at arbejde med ledelse af ledere og forandringsledelse, for opgaven kræver blik for hvordan der skabes mening med de ændringer, der løbende sker i en politisk styret organisation. Du skal finde det værdifuldt at støtte dine afdelingsledere i at udvikle deres fulde potentiale til at blive et stærk samlet ledelsesteam, der står sammen om både udvikling og i den daglige opgavevaretagelse. Du skal finde det vigtigt og naturligt at række ud til dine nærmeste samarbejdspartnere og medvirke til bæredygtige og kreative løsninger for Furesøs borgere.
Stabil drift og økonomisk ansvarlighed er et omdrejningspunkt i kommunen, så du skal have blik for at arbejde med datainformeret ledelse i et tillidsbaseret rum med afdelingslederne. Du vil få et stærkt samarbejde med økonomiafdelingens controller, der har et indgående kendskab til områdets økonomi.
Det er en travl afdeling og du får en vigtig rolle i forhold til at prioritere opgaver og projekter, så medarbejdere og ledere kan følge med. Du skal have fokus på arbejdsmiljø, trivsel og kompetenceudvikling, så vi sikrer en arbejdsplads, hvor medarbejderne kan udvikle sig og løse deres kerneopgave. Som person må du gerne være tillidsfuld, modig, løsningsorienteret, struktureret og handlekraftig.
Hvad får du i Furesø?
Du får nogle engagerede kollegaer og medarbejdere, der brænder for at hjælpe borger i arbejde og gøre en forskel for Furesø kommunes borgere. Vi er ambitiøse på borgernes vegne, og tror på at alle har en plads på arbejdsmarkedet.
Du får også en arbejdsplads, hvor der er kort fra tanke til handling, så der er god mulighed for at udvikle og iværksætte gode løsninger til gavn for borgerne.
Vores størrelse gør også, at du vil opleve en nærhed i samarbejdet mellem politikere, direktion og de øvrige centre. Fællesskabet omkring den samlede opgaveløsning og indblikket i kommunens samlede virke er unikt og her går direktionen foran med morgensamlinger, hvor de orienterer om tiltag og Byrådets drøftelser. Stemningen er humørfyldt og omsorgsfuld.
Ansøgning og kontakt
Hvis du har spørgsmål, er blevet nysgerrig på jobbet, vores organisation og vores ambitioner, er du meget velkommen til at kontakte TR for HK Kåre Børjesen 7216 4945.
Ansøgningsfrist er 11. november 2025.
Ansættelsessamtalerne afholdes d. 17. november 2025 og 2. samtalerunde d. 26. november 2025
Tiltrædelse d. 1. januar 2026.
I tillæg til ansøgningen bedes du vedlægge CV og eksamensbevis.
Praktisk
Der indhentes referencer fra tidligere ansættelsesforhold, hvis du kommer i betragtning til stillingen.
I Furesø Kommune sker løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og ud fra principperne i Ny Løn.
Job i Furesø? Kom og vær med!
I Furesø skaber vi løsninger sammen. Med kolleger på tværs af organisationen. Med brugere og borgere – ja med alle, vi er kommune for.
Fællesskaberne er vores svar på de udfordringer, vores velfærdssamfund står foran i de kommende år, hvor flere får brug for velfærdsydelser og over længere tid. Og hvor nye ideer derfor skal forny den service, vi yder.
Derfor giver vi plads til mødet mellem fagene og mellem mennesker, for det er her, innovationen opstår. Vi koordinerer med hinanden på tværs af titler og fagligheder, og vi holder godt styr på den daglige drift for at skabe sammenhæng for vores borgere. Vores hverdag har fokus på nærvær fremfor fravær på en sund arbejdsplads med røgfri arbejdstid. Så kom og vær med. Vi har også plads til dig.