Brænder du for at skabe gode læringsmiljøer og deltagelsesmuligheder for alle elever? Og vil du som klasselærer være med til at styrke fællesskabet på vores kommende 4. årgang?
Hvis svaret er JA, så har du nu muligheden for at blive en del af et fantastisk team omkring vores 4. årgang efter sommerferien.
Vi søger med en stjernekikkert efter dig, der vil være med til at skabe stærke fællesskaber og motiverende læringsforløb med deltagelsesmuligheder for alle elever - både fagligt og socialt.
I din funktion vil du blive tilknyttet som ekstra klasselærer i en af vores to kommende 4. klasser. Klassen har i indeværende skoleår et lærerteam, der arbejder struktureret og målrettet med at skabe et trygt læringsmiljø med deltagelsesmuligheder for alle elever, og forventningen er, at du i et tæt samarbejde med klasseteamet vil være med til at videreudvikle dette arbejde. Du vil altså få et særligt tæt samarbejde med to kollegaer omkring den ene klasse. Herudover skal du samarbejde med hele teamet omkring 4. årgang, da vi arbejder med holddeling og projektdage, hvor klasserne er på tværs. Vi forestiller os, at du skal læse holdtimer i nogle af dine linjefag, samt at du kan blive fagansvarlig i ét eller flere fag.
Der er et tæt samarbejde på tværs af årgangen, og det er en fælles opgave at understøtte elevernes udvikling og trivsel. Derfor er der også mulighed for, at noget af din tid skal prioriteres til at understøtte indsatser omkring nogle elever på et mindre hold. Det kan være elever, der af forskellige grunde kan have svært ved at komme i skole eller kan have det svært i det store fællesskab.
Vi forestiller os, at du som minimum skal følge årgangen til og med 5. klasse.
En skole, som eleverne (og de voksne!) ikke vil hjem fra
På Lyngholmskolen er vi sammen om at medskabe en god skole for alle vores elever, hvor god stemning, variation og understøttende rammer skal være med til at få læringsglæden til at blomstre.
Du vil som lærer hos os blive medtilrettelægger af nogle sjove og spændende skoledage, og du vil opleve, at vi som skole har et stort fokus på legende, eksperimenterende tilgange til læring og kreative og motiverende læringsprocesser. Kort sagt har vi en ambition om at skabe en varieret skoledag, hvor alle elever skal opleve at trives og lykkes i små og store fællesskaber, hvor deres kompetencer og styrker sættes i spil, så de udvikler selvtillid og selvværd.
Skal vi lege?
Vi har i tre år været en del af skoleudviklingsprogrammet ”Play@Heart” under Playful Learning, der er finansieret af LEGO-fonden. Fra og med dette skoleår er vi en del af et nyt Playful Learning-projekt, ”Jeg vil gerne være med”, hvor vi fortsat skal fordybe os i legens potentialer for læring og deltagelsesmuligheder for alle - men med særligt fokus på de elever, der kan være udfordrede i folkeskolens rammer. Vi skal også udvikle vores læringsmiljøer, så der skabes bedre plads til elever med forskellige behov i deres faglige, personlige og sociale læring.
En af de to klasselærere, som du vil få et tæt samarbejde med i hverdagen, er en del af vores kapacitetsteam i ”Jeg vil gerne være med”-projektet, så der er mulighed for at fordybe jer i den legende og eksperimenterende tilgang til læring sammen.
Dine kompetencer
Det er ikke et krav, at du har en ph.d. i raketvidenskab, men du skal være uddannet lærer og have stærke pædagogiske kompetencer.
Opgaven kalder særligt på, at du kan arbejde med at udvikle eleverne socialt og personligt, så de lærer de kompetencer og mestringsstrategier, der bliver vigtige for at kunne regulere sig og bidrage ind i og være en del af et stærkt og trygt fællesskab. Når eleverne oplever, at de trives og er trygge i fællesskabet, så har de også de bedste forudsætninger for at lære.
Det er afgørende, at du kan skabe stærke relationer til eleverne og mellem eleverne, og at du formår at være nysgerrig på deres oplevelser i skolen og kan inddrage deres perspektiver i dit arbejde.
Du skal også være fagligt stærkt funderet i dine fag, da du som fagansvarlig eller holdansvarlig kommer til at varetage fagundervisningen i flere fag på årgangen.
Du skal have viden om og gerne erfaring med, hvordan man I tæt samarbejde med kollegaer udvikler sin fælles praksis; både når man er sammen i klassen, men også i den forberedelse og refleksion, der ligger rundt om.
Organisering og samarbejde
Hvis vi skal lykkes bedst muligt med alle vores elever, er det vigtigt, at vi arbejder samstemt omkring at styrke deres læring og trivsel, og at vi komplementerer hinanden med vores forskellige kompetencer i praksis.
På Lyngholmskolen er vi derfor organiseret i professionelle læringsfællesskaber, hvor vi reflekterer over og udvikler praksis sammen.
I din funktion vil du blive en del af vores Børnemiljø, som er fra 2.-5. årgang., hvor du vil blive tilknyttet 4. årgang. Teamet har et ugentligt teammøde på halvanden time.
Derudover vil du have fælles forberedelsestid med dine nærmeste kollegaer, hvor I er sammen om at planlægge og reflektere over de pædagogiske indsatser og læringsforløb I arbejder med. Du vil også have individuel forberedelsestid, som du kan tilrettelægge fleksibelt.
Vores sociale liv
På Lyngholmskolen har vi et stærkt kollegialt fællesskab. Udover at være professionelle sammen, så har vi det også sjovt og hyggeligt i hinandens selskab. Vores personalerum er altid fyldt med dejlige og imødekommende kollegaer - både pædagoger, lærere, ledelse og andre medarbejdere. I løbet af året er der mulighed for at deltage i en række sociale arrangementer med forskelligt indhold, som styrker fællesskabet på tværs af hele skolen.
Om skolen
Lyngholmskolen er en veletableret, attraktiv folkeskole i Farum med 540 elever og 75 lærere, børnehaveklasseledere og pædagoger. Skolen er det positive tilvalg for de fleste forældre i distriktet, og vores elever er den fantastiske sum af de forskelle og fællestræk, der karakteriserer Farum. Vi er også Furesø Kommunes læse- og sprogtilbud for elever med læseudfordringer fra 6. til 9. årgang, og så har vi Lyngholmskolens gruppeordning, der er en selvstændig afdeling for elever med socioemotionelle vanskeligheder. Vores fritidstilbud er velfungerende og stærkt integreret i skolens dagligdag.
Send os en ansøgning
Stillingen er som udgangspunkt på 37 timer. Løn- og ansættelsesforhold sker efter gældende overenskomst med tiltrædelse 1. august 2026 eller snarest derefter.
Ansøgning og CV med relevante bilag skal være os i hænde senest søndag d. 21. juni kl. 12.00. Vi afholder ansættelsessamtaler tirsdag d. 23. juni fra kl. 14.00 og torsdag d. 25. juni fra kl. 14.00.
Hvis du mener, at du er den stjernelærer, vi spejder efter, og du gerne vil være en del af vores fællesskab, så affyr din ansøgning om 5, 4, 3, 2, 1...
Hvis du ringer og forstyrrer os, fordi du har spørgsmål og er nysgerrig efter at vide mere, så skal du ikke APOLLOgize. Ring til afdelingsleder Pia Ahrenfeldt på 72165317, eller skriv på mail pjf9@furesoe.dk.
Praktisk
Der indhentes referencer fra tidligere ansættelsesforhold, hvis du kommer i betragtning til stillingen.
I Furesø Kommune sker løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og ud fra principperne i Ny Løn.
Job i Furesø? Kom og vær med!
I Furesø skaber vi løsninger sammen. Med kolleger på tværs af organisationen. Med brugere og borgere – ja med alle, vi er kommune for.
Fællesskaberne er vores svar på de udfordringer, vores velfærdssamfund står foran i de kommende år, hvor flere får brug for velfærdsydelser og over længere tid. Og hvor nye ideer derfor skal forny den service, vi yder.
Derfor giver vi plads til mødet mellem fagene og mellem mennesker, for det er her, innovationen opstår. Vi koordinerer med hinanden på tværs af titler og fagligheder, og vi holder godt styr på den daglige drift for at skabe sammenhæng for vores borgere. Vores hverdag har fokus på nærvær fremfor fravær på en sund arbejdsplads med røgfri arbejdstid. Så kom og vær med. Vi har også plads til dig.